I Danmark vil vi gerne tage os af de tidligere straffede, når de har afsonet deres dom – men hvorfor er vi så ikke bedre til det? Mathias er i start tyverne og har gået ubehandlet for kompleks PTSD i halvandet år. Han føler ikke selv, at han er kommet ordentligt ind i samfundet efter sin afsoning i fængsel. Flere parter stiller kritik overfor den mangelfulde måde, vi resocialiserer på efter en afsonet fængselsdom.

Af Mai Sønderkjær-Outzen

Der blev samlet julestjerner i massevis på værkstedet i Herstedvester Fængsel den fredag morgen midt i 2021, der var som alle de andre fredage og torsdage, onsdage, tirsdage og ja… Mandage. Alt åndede af det samme, som Mathias havde lavet i de sidste to år. Julestjerne efter julestjerne. Eller også kunne han putte rawlplugs i en ramme. Julestjerner eller rawlplugs.

Men pludselig stoppede freden, for Mathias så en fængselsbetjent komme mod ham. Fængselsbetjenten hev fat i ham og sagde, at han skulle tale med fængselsdirektøren.

”Fuck! Når man skal tale med direktøren, så er det aldrig noget godt,” fortæller Mathias.

For når man sådan ud af det blå skulle snakke med fængselsdirektøren, betød det oftest, at man skulle flytte til et andet fængsel. Det var aldrig et godt tegn i Mathias’ hoved. Men han gik med, for man skal jo lytte til, hvad fængselsbetjentene siger, mens han blev ved med at tænke over, hvad inspektøren mon havde at sige.

”Da jeg satte mig foran hende, spurgte hun mig, om ikke jeg ville løslades.”

Pludselig blev den ellers så normale, fredfyldte morgen helt livsforandrende for Mathias. Han blev sendt tilbage til sin celle for at samle alle sine ting og gøre rent efter sig.

”Selvom man mest af alt har lyst til at efterlade et bombet lokum, så gør man det ikke. For det er ikke fængselsbetjentene, der skal rydde op – det er de andre indsatte, og der er jo ingen, der har lyst til at efterlade noget til dem, der har det lige så slemt som én selv,” fortæller han.

Mathias, der er i starten af tyverne, ringede efter sin far og fortalte, at han blev løsladt. Efter et par timer blev han hentet af sin far og kørt hjem til sit børneværelse i forældrenes hus på Sjælland. Det så ud præcis, som det havde gjort det, da han tog afsted for over to år siden. Prøveløsladt efter to års fængsel og med en gæld til det offentlige på en kvart million kroner i bagagen. Ingen uddannelse. Kun en 9. klasses afgangseksamen.

Men så ramte det også. For Mathias er heldig. Han har en god familie – begge forældre i arbejde og klar til at gribe ham med alt den bagage, han ellers slæbte med hjem fra sådan en tur rundt i fængselssystemet. Men hvad med dem, der ikke har det samme netværk?

Mathias er et opdigtet navn for at beskytte ham. Journalisten er bekendt med Mathias’ rigtige identitet.

Både et problem i og udenfor fængslerne

Peter Vedel Kessing er seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder, og hans forskning fokuserer primært på de rehabiliterende forhold inde i de danske fængsler.

”Jeg hører tit fra fængselsbetjentene, at fordi systemet er så presset i øjeblikket, har de meget lidt tid til rehabiliteringen. Så det er den opgave, der lige ryger ud, fordi man har for travlt med at åbne og låse døre, give mad og lignende. Derfor kan det gå ud over den normale og generelle rehabiliteringsdel i fængslerne,” fortæller han.

Det er endda selvom, det står i straffuldbyrdelsesloven, at en del af formålet med overhovedet at straffe med en fængselsdom, er at rehabilitere. Men fordi fængslerne er så pressede med både overbelægning, længere domme, mindre personale, lukning af fængsler og så videre, ender det med den perfekte storm – at flere ikke har tid til den rehabiliterende del, fortæller Peter Vedel Kessing:

”Hele situationen går udover deres kerneopgave, som blandt andet er rehabilitering. Det er også derfor, man har et ønske om at leje et fængsel i Kosovo, hvor der skal overflyttes op til 300 udvisningsdømte udlændinge, som skal sidde der og afsone fra i løbet af næste år. Det hænger sammen med, at det danske fængselsvæsen er så presset, at det derfor kan afhjælpe noget, hvis man pludselig får 300 ekstra pladser.”

Derudover er det også en del af det nye fængselsforlig, der kom sidste år i december, at der er en plan om at øge kapaciteten i de danske fængsler ved at bygge et nyt fængsel og flere arresthuse til varetægtsfængslinger.

”Men problemet er, at det tager lang tid at bygge et fængsel, så det tager lang tid at øge kapaciteten i Danmark – og så hjælper det ikke meget at bygge nye fængsler, hvis der ikke er ansatte til at arbejde der. Faget er i konkurrence med alle mulige andre som eksempelvis sygeplejersker, sundhedsassistenter og så videre, der også mangler personale. Der er helt sikkert et stort generelt problem i øjeblikket med at få personale nok til udvalgte jobs,” siger Peter Vedel Kessing.

Men for Peter Vedel Kessing er det ærgerligt, at der ikke er mere fokus på den rehabiliterende del i fængslerne, fordi det ifølge ham er en vigtig indsats, og der kan være tegn på menneskerettighedsbrud – specielt for sårbare indsatte som seksualforbrydere.

Derudover er det også et problem, at mange har en høj gæld, når de er færdige med deres fængselsafsoning, mener han:

”Der har været meget snak om, at når de indsatte kommer ud af fængslet, har de en meget stor gæld, og det gør det sværere for dem at komme ind i et normalt liv igen. I sidste ende er det jo en politisk beslutning, hvorvidt vi skal hjælpe dem og få afhjulpet den her gæld. Men selvfølgelig er hovedintentionen, at der skal være en straf i gælden, og man skal betale den.”

Konstant på vagt

Mathias blev arresteret i slutningen af 2019 og sad varetægtsfængslet, indtil han blev dømt skyldig for voldtægt og to andre forhold ved byretten i starten af 2020. Han ankede dommen og blev igen kendt skyldig ved Østre Landsret i midten af 2020. Denne gang var det kun for voldtægt, og han blev idømt en afsoningsdom på to år og otte måneder, betaling af sagsomkostningerne og en erstatning til offeret.

”Jeg kan faktisk godt huske, da dommeren siger ’thi kendes for ret’, og de fem sekunder efter, men så kan jeg ikke huske noget som helst resten af de to næste måneder. Det er fuldstændig, som om der er en, der har taget en god håndfuld ud af min hukommelse. Det er ligesom man ser i film, at der bare er hul… Jeg tror, den bedste måde, jeg kan forklare det på, er, hvis du forestiller dig sådan en gammel filmrulle, som du klipper over og svejser sammen igen. Når du så afspiller filmrullen, går den pludseligt fra den ene ende af filmen til, at nu er du halvvejs igennem,” fortæller Mathias.

Han har en svigtende hukommelse generelt, hvilket er en af følgerne af at have siddet fængslet. Han har nemlig udviklet kompleks PTSD under sin afsoning.

_________________________________

Faktaboks: Kompleks PTSD

• Også kaldet C-PTSD. Det står for Complex Post Traumatic Stress Disorder.
• Den største forskel på den komplekse og almindelige PTSD er, at man ved den almindelige har været udsat for såkaldte choktraumer – altså en enkeltstående episode, der har traumatiseret. Ved den komplekse PTSD har man været udsat for komplekse traumer.
• Komplekse traumer er enkeltstående eller vedvarende situationer, hvor vi må afskære kontakten til vigtige dele af os selv for psykologisk og følelsesmæssigt at overleve.
• Ved choktraumer er der ofte tale om, at et menneskes liv er i fare. Ved komplekse traumer er der i stedet tale om, at vores selv/identitet/sjæl er i fare.

Kilde: https://psykologmajken.dk/c-ptsd/

_________________________________

”Da jeg kom ud, havde jeg det som om, jeg så mit liv udefra. De første to uger følte jeg, at det hele bare var en film, der spillede foran mig. Det var så uvirkeligt. Jeg følte mig fjern og tom. Det var så langt væk fra virkeligt. Jeg havde det så dårligt. Jeg var virkelig bange.”

Det er stadig langt fra at være tilbage til normalen, fortæller Mathias og nævner en episode, hvor en dør gik i baglås på det HF-kursus, han blev optaget på kort efter sin løsladelse.

”Der gik klappen ned for mig. Det var fordi, en dør gik i baglås, og det er jo bare sådan noget, der sker. Jeg gik i panik. Jeg begyndte at flå i dørhåndtaget, til det løsnede sig. Det var på min skole, så det er armerede dørhåndtag, fordi det er branddøre. Jeg kan overhovedet ikke huske episoden, men jeg fik det fortalt efterfølgende,” fortæller han.

Også bare det at køre i offentlig transport kan være besværligt for Mathias. For han skal altid tjekke sine muligheder for at flygte og er konstant på vagt overfor fare.

”Jeg sætter mig helst bagerst i det ene hjørne af bussen, eller også sætter jeg mig ved sæderne, der er lige ved døren i midten, så er jeg sikker på at kunne komme hurtigt ud der, og hvis der er noget, der skulle blokere den dør, så kan jeg rejse mig op, løbe gennem midten af bussen og så ned til den næste dør.”

Fordi Mathias har været ude af fængslet i godt halvandet år, er den konstante årvågenhed en ren refleks.

”Nu er det efterhånden noget, jeg gør ubevidst, men i starten følte jeg et behov for at sikre mig, at jeg sad med ryggen mod en væg eller andet, der var så massivt, at der ikke var noget, der kunne skade mig bagfra. Jeg havde 100% styr på mine omgivelser.”

Også lyden af nøgler, er noget der sender tankerne direkte tilbage til fængselscellen. For det eneste, der er i Mathias’ hoved, når han hører et nøglebundt, der rasler, er fængselsbetjentene, der kommer ind i cellen.

Flere initiativer til hjælp

Hos organisationen High:five ser man problemer med den måde, der bliver taget hånd om tidligere straffede i Danmark. Derfor startede direktør Ole Hessel organisationen tilbage i 2006. High:five er en indsats, der hjælper tidligere straffede med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Så længe de tidligere straffede selv er klar til at ændre deres liv og er motiverede for at lægge kriminaliteten bag sig.

High:five har stor succes med at hjælpe tidligere kriminelle, men de kan også mærke, at der er et stort behov for organisationer som dem generelt.

”Der er mellem 600 og 800 personer, der ringer til os hvert år for at få hjælp til at komme i job eller uddannelse. Statistikken er elendig for dem, der ikke får hjælp. To tredjedele vil begå kriminalitet igen. Det, kan man jo ikke komme og påstå, er nogen stor succes,” siger Ole Hessel.

Ifølge ham er der behov for at gøre noget, så der er mere hjælp at hente for tidligere indsatte. Men han mener, at det er en politisk beslutning. Han mener dog også, at det er et emne, som ikke er populært for politikere at tage op. Det er derimod mere populært at diskutere straflængde og hårdhed af straffen.

”Det er lidt op ad bakke med hele den her debat. Vi når dem, vi kan nå. Politikerne spørger, om man kan nå flere, og det kan man godt med flere penge. Men for at jeg kan hjælpe nogen, skal jeg have nogle mennesker til at hjælpe dem. Længere er den jo ikke,” slår han fast.

High:five hjælper mellem 250 og 300 mennesker hvert år med at komme i job eller under uddannelse. Derudover indgår mellem 200 og 300 indsatte i et uddannelsesforløb i fængslet, hvor de ansatte i High:five er med til at kvalificere dem til jobs efter endt afsoning. Men han mener, at der mangler flere tiltag og hjælpende hænder i overgangsperioden fra fængsling til frihed.

”Vi forsøger at være det tiltag for dem, der under afsoning rækker hånden ud til os for at få hjælp til at komme i arbejde. Der går vi oftest i dialog med kommunen om bopæl og så videre. Men der er jo grænser for, hvor mange vi kan nå,” fortæller Ole Hessel.

Der er nemlig flere ting end bare jobsøgning, man kan have brug for hjælp til, når man kommer ud efter at have afsonet sin dom, fortæller Ole Hessel:

”Der er overgangen fra fængsel til frihed, der i sig selv er vanskelig, fordi man jo ikke har noget sted at bo. Måske har familie og venner vendt én ryggen. Der er stadig en personlig gæld på husleje, mobilabonnementer og jeg ved snart ikke hvad, som man ikke har fået betalt. Dertil kommer gælden for sagsomkostninger. Der er ikke noget forberedt til, at man kommer ud. Kriminalforsorgen har kun magt indtil portene, og derfra er man lidt overladt til sig selv.”

Svært ved at huske

Hukommelsen er især et af de steder, hvor det er ekstra svært for Mathias efter tiden i fængsel. Det er specielt bemærkelsesværdigt på dage, hvor han har ekstra meget at se til.

”De dage kan jeg pludseligt stoppe op og tænke; Hvad laver jeg? Hvad er jeg egentlig i gang med? Det kan være, selvom jeg står med ting i hænderne, som relaterer sig til det, jeg er i gang med, men jeg aner ikke, hvad jeg laver, jeg aner ikke, hvordan jeg er kommet derhen, og jeg aner ikke, hvad jeg skal. Jeg eksisterer bare.”

Men også tidsfornemmelsen i de situationer, er helt væk for ham. For når han kommer helt derud, hvor han slet ikke ved, hvor han er, eller hvad han laver, så er han heller ikke bevidst om tid eller sted. Selvom Mathias er nødt til at kigge på sin kalender mellem 20 og 30 gange om dagen, for at holde styr på aftaler, så har han generelt svært ved at huske datoer.

”Jeg ville ikke kunne fortælle dig, hvilken dag, det er i dag… Ingen ide! Du kunne fortælle mig noget, og hvis du spørger mig igen efter bare fem minutter, så ved jeg godt, at du har sagt noget til mig, men jeg aner ikke, hvad du har sagt.”

Mathias føler det lidt som om, at nogen har sat et elektrisk stik til hans hjerne og ladet det sidde:

”Der er ikke noget, der fungerer. Det er også det samme i forhold til søvn, jeg har super ringe søvn, men det vænner man sig desværre til.”

Fysisk kan Mathias også mærke på sin krop, at der er bivirkninger efter fængslingen. Han døjer blandt andet med rygsmerter. Når man sidder i fængsel, bruger man mange timer om dagen i en seng, hvilket ikke er godt for ryggen, og det har indvirkninger på hele kroppen, så man falder sammen og spænder de forkerte steder.

”Jeg har næsten også kronisk ondt i maven. Hvis jeg spiser noget, der bare er lidt anderledes, end hvad jeg plejer, så får jeg dårlig mave. Her på det sidste er jeg begyndt at have tics i øjet, der nogle dage har været der konstant, hvilket åbenbart også er relateret til mit nervesystem, der kører sit eget liv,” fortæller han.

Efterspørgsel på rådgivning til gæld og økonomi

Modsat High:five, der primært fokuserer på at få tidligere straffede ind på arbejdsmarkedet, så er organisationen Café Exit primært drevet af frivillige kræfter. De blev oprettet i 2007 på initiativ af Fangekoret, præster fra Vestre Fængsel og Apostelkirken.

Café Exit tilbyder en bred palette af hjælp til både nuværende og tidligere indsatte i de danske fængsler. Det er alt fra en kvindeklub til retshjælp og familiestøtte. Men hvis man ser på den individuelle rådgivning, så er det især økonomi- og gældsrådgivning, der bliver efterspurgt. Over det sidste år er efterspørgslen noget nær fordoblet. I organisationen er der 13 lønnede medarbejdere og 130 frivillige kræfter.

”Vi har også fængselsbetjente og socialrådgivere fra Kriminalforsorgen, som vælger at arbejde frivilligt for os. Det viser en vis anerkendelse af arbejdet. Derudover er der også flere og flere indsatte og tidligere indsatte der bliver frivillige, som kan give erfaring videre. Hvis de bliver frivillige mens de afsoner, så er de selv med til at arbejde med kriminalitetsforebyggelse, mens de afsoner, og det har et kæmpe potentiale,” fortæller organisationschef hos Café Exit Peter Dexters.

Men der er brug for organisationer som High:five og Café Exit, det er organisationschefen slet ikke et sekund i tvivl om.

”Vi er jo netop dannet og startet, fordi der mangler hjælp,” fortæller han.

Men Peter Dexters mener heller ikke, at organisationer som deres kan bære arbejdet alene, hvis der skal gøres noget ved den måde, vi behandler tidligere straffede, når de kommer tilbage til samfundet efter den afsonede dom.

For en af de ting, han peger på, er blandt andet den store gæld, de fleste har efter endt afsoning. Ifølge Peter Dexters er det noget af det, der modarbejder den rehabilitering, vi prøver at have i Danmark. For den store gæld baserer sig ikke på, hvor grov forbrydelsen har været. Den baserer sig derimod på, hvor kompleks sagen har været og hvor lang tid, det har taget at undersøge den, fortæller Peter Dexters.

”En ting er jo, hvad vi kan lave af tilbud, men der er jo masser af strukturelle ting, der modarbejder, at man kan komme tilbage. Man pådrager sig en stor gæld til sagsomkostninger, det er svært at få en bolig, man har en plettet straffeattest, man mangler netværk og alt muligt – så der er masser af strukturelle ting, der går i den anden retning,” mener Peter Dexters.

Ifølge ham kan organisationer som Café Exit og High:five ikke løfte byrden alene. Der bliver nødt til at blive kigget på det fra myndighedernes side også.

”Vi kan jo ikke skaffe en bolig, vi kan ikke gøre så folk ikke har en gæld længere. Vi kan hjælpe folk til at klare sig bedre med det, give dem nogle råd og så videre. Men hvis man som samfund for alvor skulle gøre noget, så er det jo i hvert fald sådan nogle ting som gældsproblematikken, man kunne gøre noget ved.”

Helt alene og uden tillid til nogen

”Du kan ikke snakke med nogen om det. Folk anser dig for at være ubrugelig. Jeg har selvfølgelig mulighed for at tale med min kæreste om det, men det er jo også hårdt for hende at høre på,” fortæller Mathias.

Mathias har skåret kontakten til mange af hans venner, fordi han ikke stolede på, at de havde hans bedste i deres interesse.

Men Mathias har været i sexologisk behandling på Sexologisk Klinik i København, og det har sat en stopper for, at han kunne få eksempelvis psykologtid eller behandling for den komplekse PTSD. For ifølge Mathias må man ikke komme i anden behandling på samme tid som forløbet hos Sexologisk Klinik, med mindre den behandlingsansvarlige vurderer, at det er nødvendigt.

”Det vil sige, at jeg dybest set har gået ubehandlet med kompleks PTSD i halvandet år, hvilket jo tager meget på én. Der er også nogle ting ved det i sig selv, som for eksempel den overvejende risiko for, at det nu er permanent, fordi der ikke er blevet taget hånd om det. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer i bedring. Jeg kan risikere at leve resten af mit liv, hvor jeg ikke kan huske, hvad jeg lavede for fem minutter siden.”

Mathias har mistet tilliden til, at han kan få den hjælp, han har brug for. Han føler, at verden er håbløs, og han kan heller ikke se, hvorfor han skal få et arbejde og betale ind til et samfund, som, han føler, har svigtet ham. Han startede på et udvidet HF-kursus, der tager tre år, kort tid efter afsoningen. Det er et ekstrakursus til elever, der har ekstra at kæmpe med i hverdagen. For udover den mentale bagage fra at have siddet i fængsel, har Mathias også ADHD og aspergers, som er en form for autisme.

Han måtte dog allerede efter tre måneder se sig nødsaget til at blive sygemeldt på grund af mistanken om kompleks PTSD. Diagnosen fik han senere ved en privatpraktiserende psykiater med speciale i autisme og ADHD.

”Jeg har kæmpet, siden jeg kom ud for halvandet år siden, for at komme i et ressourceforløb, som skal kunne opkvalificere en. For de 24 timers studie om ugen, der skal til for at få SU, det kan du lige så godt pakke sammen og smide ud ad vinduet. Det kommer aldrig til at ske, som jeg har det lige nu. Jeg har bare fået at vide, at så må vi bare vente, til at det kommer til at ske. Men hvis alle har den holdning i det offentlige, jamen så kommer vi aldrig videre.”

Mathias mener, det ville være oplagt for ham at komme i et ressourceforløb, hvor han ville få hjælp og kunne blive kvalificeret til at komme ud på arbejdsmarkedet. Men det har allerede taget halvandet år bare at blive indstillet til en overvejelse om, hvorvidt han skal i forløbet eller ej, fortæller han.

”Jeg beder ikke om førtidspension. Jeg beder ikke om flexjob. Jeg vil gerne tilbage i samfundet – gerne så hurtigt som muligt. Jeg har bare brug for lidt støtte. Men man vil hellere skubbe det foran sig til næste års budget eller til næste år igen.”

De lange ventetider og den manglende behandling gør, at han langsomt mister tilliden til, at han kan få den nødvendige hjælp, hvis han en dag skulle komme fysisk til skade.

”Man begynder bare at få en forventning til, at tingene ikke fungerer, hvilket er vildt usundt for én. For jeg har ikke tillid til, at jeg kan få hjælp, hvis jeg brækker ryggen eller får kræft. Nej, jeg får nok bare det, der er billigst og nemmest for den ansatte, der lige er på arbejde den dag.”

Straffeattesten er ikke den største hæmsko

Ifølge Ole Hessel fra High:five ligger der også et problem i den måde, den tidligere straffede opfatter sig selv på efter den afsonede dom. For én ting er, hvordan resten af samfundet ser på personer, der har siddet i fængsel. Men en anden ting er måden, de tidligere straffede ser sig selv på.

”Det er et vilkår, at det er svært at komme ud, fordi man selv mener, at man er stemplet for resten af livet, selvom man er færdig med at afsone. Det er både rigtigt og forkert, for meget af det ligger hos tidligere dømte selv. Det er noget, man tror, det er ikke noget, man ved,” siger Ole Hessel.

Han er enig i, at der selvfølgelig kan være en vis tilbageholdenhed i at ansætte en medarbejder, der tidligere har været straffet. Men af hvad Ole Hessels har oplevet, er det langt fra umuligt at få et job, når man kommer ud på den anden side af en afsonet dom. Ifølge Ole Hessel er straffeattesten ikke så stort et problem, som det har været engang. Det er mere hos den enkelte, han oplever, at de tænker den plettede straffeattest som et problem.

”Vi hører ofte de tidligere indsatte sige, at det er umuligt for dem at få et arbejde, fordi de har en plettet straffeattest, hvor vi svarer dem med, at det er det slet ikke – har du prøvet? Nej, det har de så heller ikke, fordi de bare antager, at det er umuligt,” siger Ole Hessel.

For selvfølgelig er der stadig nogle brancher, hvor en uren straffeattest kan ses som noget af et problem. Men hvis man eksempelvis kigger mod håndværksbranchen, så er den plettede straffeattest ikke nær så stort et problem for arbejdsgiveren, som den har været, fortæller Ole Hessel.

Men udover plettede straffeattester er der en klods mere, som de tidligere indsatte også har om benet. For når man har siddet i fængsel og har afsonet en dom, så optjener de fleste en ret betydelig gæld til det offentlige. Men ifølge Ole Hessel, så kan der ligge en demotivation i at få et arbejde efter den afsonede straf, hvis man alligevel skal bruge den største del af sin løn på at betale på en gæld til det offentlige i flere årtier.

”Vi vil jo gerne have, at alle dem, der har siddet i fængsel, går ud og får et arbejde bagefter, så de kan bidrage positivt til samfundet. Men samtidigt så pålægger man dem en, for nogen, uoverstigelig gæld,” fortæller han.

Ole Hessel fortæller sarkastisk, at man sætter de tidligere straffede i en situation, hvor de enten kan vælge at tage sig et arbejde, hvor der hver måned bliver trukket et beløb i SKAT, så det, de ender med at få udbetalt, svarer til beløbet, man får i kontanthjælp. Det skal man leve med i flere årtier, før gælden er afdraget. Men så, fortæller Ole Hessel, er der også den mulighed, at den tidligere straffede går på kontanthjælp, så der ikke bliver afdraget på gælden, men til gengæld kan de arbejde sort, så de ikke betaler SKAT af deres løn, men derimod har flere penge til dem selv.

”Det er jo ikke motiverende at have den gæld. Det er demotiverende. Og vi har foreslået politisk, at man kigger på det, og så lader gældens tilstedeværelse være motiverende i stedet for,” fortæller Ole Hessel.

For High:five har, siden de startede, forsøgt at få lavet om på den måde, vi inddriver gæld i Danmark. Senest har de stillet et forslag til Justitsministeriet, som går ud på, at den tidligere straffede går ud og får et almindeligt arbejde efter den afsonede dom, og som en form for belønning får de lov til at holde en pause fra afbetalingen til den offentlige gæld, indtil de er kommet ind i en stabil hverdag

”Ved at de går ud og får et arbejde, så får man jo skatteindtægter ind. Det er jo bedre end, at man ikke får hverken noget afdrag eller betaling til gælden,” mener Ole Hessel.

Men for Mikkel Bjørn Sørensen, der er retsordfører hos Nye Borgerlige, er gælden til det offentlige en konsekvens og en del af straffen. Man kan derimod sætte mere ind for at hjælpe de indsatte, mens de afsoner ved at hjælpe dem med at forberede sig på at komme ud på den anden side, mener han:

”Jeg synes klart, det offentlige skal hjælpe folk med at få noget uddannelse, mens de sidder inde. Både så de er mindre kriminelle, når de kommer ud på den anden side, men også så de i højere grad kan forsørge sig selv og hjælpe med at tilbagebetale den gæld, de eventuelt måtte have. Jeg synes ikke, det offentlige på den måde bare skal slette folks gæld.”

Nye Borgerlige er generelt positive omkring rehabilitering, men den rehabiliterende del skal ikke overstige retfærdighedsfølelsen for offeret, fortæller Mikkel Bjørn Sørensen:

”Rehabilitering er jo noget, vi som samfund har en interesse i at gøre. Mest af alt for at forhindre, at den kriminelle kommer ud på den anden side og er mere kriminel, end de var, da de kom ind. Dermed vil der også være en risiko for, at der kan være endnu flere ofre på den anden side, og det har vi jo en klar interesse i, at der ikke er. Det må bare aldrig være sådan, at rehabilitering vægter højere end det, at der også skal ske retfærdighed og oprejsning for det offer, som er blevet udsat for en form for personfarlig kriminalitet.”

Ifølge Ole Hessel skulle der være landet en ny aftale i sommer, der kunne tilgodese nogle af de forslag, High:five er kommet med.

Og der er da også kommet en ny gældsinddrivelsesstrategi. For Regeringen landede i samarbejde med flere andre partier en ny aftale tidligere i år om netop gældsinddrivelse til det offentlige. Dog giver den ikke skyldneren en pause i afbetalingen, men i den nye aftale bliver inddrivelsesrenten halveret, så man hurtigere kan få afbetalt sin gæld. Der bliver også givet større muligheder for at få slettet sin gæld helt eller delvist, hvis man er socialt udsat som eksempelvis hjemløs, eller hvis man hænger fast i kontanthjælp.

Derudover er der i aftalen afsat fem millioner kroner til en særlig enhed, der skal udbrede kendskabet til eftergivelsesreglerne, altså muligheden for at få enten helt eller delvist fjernet sin gæld. Enheden skal bestå af aktører, der er i direkte kontakt med udsatte borgere – eksempelvis Kriminalforsorgen, kommuner, frivillige organisationer og andre. I aftalen er der også sat seks millioner kroner af i 2023 og i alt 20 millioner kroner årligt fra 2024 af til, at der skal være en mere styrket gældsrådgivning gennem både det offentlige og private aktører.

Samtlige retsordførere fra partier i Folketinget er forsøgt kontaktet, men ingen andre har ønsket at deltage.

Drømmescenariet

Mathias mener, at der mangler en hånd til at gribe én, når man er færdig med at afsone sin dom i fængslet.

”Det, der havde været bedst på løsladelsesdatoen, var, at uanset om man skal hjem og bo hos mor og far eller pårørende, at der er fundet en bolig, man kan flytte ind i, at der er en kontaktperson hos kommunen klar, som i værste tilfælde kan gå ned og handle for dig, og at du har mulighed for at tilgå gratis psykologhjælp – helst 24 timer i døgnet.”

For han mener ikke, at man kan være frihedsberøvet og komme ud på den anden side som et normalt fungerende menneske. Mathias mener heller ikke, at de tilbud, der er i dag, opfylder de tidligere indsattes behov om hjælp til eksempelvis de psykiske problemer, man kan have, men derimod opfylder man statens ønske om, at de ikke skal gøre det igen.

”Det gør mig lidt trist, for myndighederne kontakter jo vedkommende med jævne mellemrum, men det er kun for at holde øje med og sørge for, at man ikke gør noget dumt igen. De spørger ikke, om man har brug for psykologtimer, eller om der er noget, de kan gøre. De spørger heller ikke, om man har brug for at blive uddannet, for det i hvert fald ikke noget, jeg har haft mulighed for i fængslet. Der skulle vi arbejde, og det var ikke noget interessant arbejde. Det var at sidde og lave julestjerner eller stoppe rawlplugs i en ramme – det som de kalder beskæftigende arbejde.”

Mathias mener, at hvis vi ikke rehabiliterer ordentligt, så er det ligegyldigt at lade nogen sidde i fængsel overhovedet.

”Det eneste man gør, uden at rehabilitere ordentligt, er at anerkende, at folk har gjort noget forkert, og så skal de straffes. Når man gør noget forkert, skal man selvfølgelig straffes, men man skal også have noget hjælp. Det er bare ikke det, man gør nu. Det kan godt være, det er det, man siger til befolkningen, man gør. Det kan også godt være, at det er intentionen, hvilket jeg trods alt håber. Men det er ikke resultatet. For vi formår ikke at lave den ordentlige rehabilitering.”

Mathias er overbevist om, at hvis rehabiliteringen bliver bedre, end den er i dag, så indsatte bliver grebet, når de er færdige med at afsone deres dom, så ville de fleste komme bedre ud på den anden side.

”Når du kommer ud, så bliver du bare kastet for løverne. Der er ikke nogen, der tager din hånd og siger, at de godt forstår dig. Du har gjort noget forkert, men nu har du afsonet, så nu skal vi have dig på benene igen. For jeg er helt sikker på, at hvis man blev taget i hånden på den måde og blev behandlet som menneske med værdighed og omsorg, så ville vi få et markant bedre menneske ud på den anden side.”

Nu er Mathias flyttet til Jylland med sin nye kæreste for forhåbentligt at kunne få en ny begyndelse der.